VejIconIcon

15. november 2019 - 02:42

Parkeringsregel virker

Parkeringsregel virker

Transportminister Benny Engelbrecht. Foto: Steen Brogaard

Af Redaktionen

15. november 2019 - 02:42

Ny 25 timers p-regel virker efter hensigten.

Fra 1. juli 2018 har det været ulovligt at parkere med lastbil på en dansk motorvejsrasteplads i mere end 25 timer ad gangen. En ny undersøgelse fra Vejdirektoratet viser, at parkeringsreglen virker. Antallet af lastbiler, der holder langtidsparkeret, er nemlig reduceret.

 

- Det er meget positivt, at den tidsbegrænsede parkering på 25 timer på motorvejsrastepladser, ifølge Vejdirektoratet, virker efter hensigten; nemlig at reducere omfanget af meget lange parkeringsophold. Ingen lastbilchauffør er tjent med at opholde sig på vores motorvejsrastepladser i længere tid, da de simpelthen ikke er bygget til det formål. Derfor er jeg glad for, at vores rastepladser ikke længere bliver anvendt til det formål i så vid udstrækning som tidligere, fortæller transportminister Benny Engelbrecht (S).

90 procent er udenlandske biler

Undersøgelsen viser blandt andet, at der har været særligt positive effekter at hente i weekender, hvor lastbilerne traditionelt har været parkeret i længere tid ad gangen. Antallet af lastbiler, der langtidsparkerer, er faldet, og færre rastepladser er overbelastede. Undersøgelsen viser også, at ni ud af ti af de lastbiler, der parkerer i weekenden, er udenlandske.

 

Desuden viser en opgørelse fra Færdselsstyrelsen, at 98 procent af de parkeringsafgifter, der blev udstedt i årets første ti måneder for overtrædelse af 25 timers reglen, er udstedt til lastbiler på udenlandske nummerplader.

 

Hvad angår hverdagene, viser resultaterne, at lastbilerne kun i begrænset omfang er parkeret i mere end 25 timer, men at der stadig for cirka to tredjedele af motorvejsrastepladserne fortsat er kapacitetsudfordringer i større eller mindre omfang.

Branchens ansvar

- Det er helt naturligt, at lastbilchauffører i løbet af deres arbejdsdag skal holde pauser eller endda tage en enkelt overnatning til næste morgen på en rasteplads. Men det er transportbranchens ansvar at sikre, at lastbilerne har et sted at langtidsparkere, hvor chaufførerne under ordentlige forhold kan tage deres længerevarende hvil i ro og fred, som de er forpligtet til efter køre- og hviletidsreglerne. Derfor ser jeg frem til, at branchen selv melder sig på banen med initiativer og mulige løsninger, der kan hjælpe chaufførerne og aflaste de trængte rastepladser, forklarer ministeren.

Søg tilskud til p-faciliteter

Europa-Kommissionen har netop offentliggjort en ny ansøgningsrunde til EU-støttemidler til infrastrukturprojekter, hvor der er øremærket cirka 150 millioner kroner til parkeringsfaciliteter. Det betyder, at private aktører kan ansøge om økonomisk støtte til parkeringspladser- og faciliteter til langtidsparkering, hvor lastbiler og chauffører har mulighed for at overnatte under trygge og ordentlige forhold.

 

- Kommissionens prioritering af parkeringsområdet vidner for mig om, at man også på et europæisk politisk plan har erkendt, at der er behov for flere private parkeringsfaciliteter til de mange lastbiler og chauffører på de europæiske veje, som har brug for at langtidsparkere. Det gælder også i Danmark. Jeg vil derfor opfordre branchen til at gøre brug af denne mulighed, tilføjer ministeren.

Læst i alt:

161 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage