VejIconIcon

4. december 2018 - 02:30

Ny vejstribe øger trafiksikkerhed

Ny vejstribe øger trafiksikkerhed
Ny vejstribe øger trafiksikkerhed
Ny vejstribe øger trafiksikkerhed
Ny vejstribe øger trafiksikkerhed
Ny vejstribe øger trafiksikkerhed

Af Redaktionen

4. december 2018 - 02:30

Longdot er største revolution indenfor afmærkning af kørebaner - siden opfindelsen af rumlende kantstriber.

Større synlighed, færre støjgener og markant øget trafiksikkerhed.

Det er perspektiverne i den nye og innovative vejstribe, Longdot, der er udviklet i samarbejde mellem Eurostar Danmark, Geveko Markings og Vejdirektoratet. Vejstriben øger blandt andet bilisternes orienteringstid med 50 procent, og den ventes klar til udlægning på hele vejnettet i løbet af 2019.

 

Halvdelen af året foregår den danske myldretidstrafik i mørke. Effektive vejstriber og kørebaneafmærkning er derfor afgørende for trafiksikkerheden på det danske vejnet.

Vejdirektoratet, Eurostar Danmark og Geveko Markings har derfor siden 2016 samarbejdet om at udvikle en helt ny type vejstribe. Resultatet er Longdot. Vejstriben skal øge synligheden, minimere støjgener og bidrage til en markant forbedret trafiksikkerhed i fremtiden.

Høj synlighed

På de danske veje findes der i udgangspunktet to typer vejstriber – almindelige flade striber og de såkaldte rumlestriber, der støjer, når dækkene rammer stribernes kanter. De flade striber er støjfrie, men de er samtidig svære at se i mørke, og når det er vådt. Det er derimod lettere at se de støjende rumlestriber, da deres mønster reflekterer billygterne. Til gengæld forhindrer støjen, at striberne kan bruges til andet end kantlinjer.

 

Udgangspunktet for udviklingen af Longdot var derfor at samle de eksisterende vejstribers kvaliteter i ét produkt. En støjsvag vejstribe med høj synlighed. Det forklarer Jesper Wraae-Bess, administrerende direktør i Eurostar Danmark A/S:

- Da vi satte os sammen for at forbedre kørebaneafmærkningen i Danmark og udvikle Longdot, forsøgte vi først at udlægge eksisterende plane striber i forbandt. Da vi kombinerede dette med tidligere forsøg med prikkede vejstriber, der øgede synligheden, men støjede for meget, tog vi et meget stort skridt i den rigtige retning.

 

Henrik Nielsen Thorup, Country Manager i Geveko Markings:

- Vi valgte at forlænge prikkerne og lægge dem i forbandt. Det betyder, at bilernes dæk ikke rammer kanterne, når de passerer striben. Resultatet er en støjsvag vejstribe med høj refleksion og synlighed.

 

Orienteringstid øges 50 procent

I udviklingsfasen er Longdot testet på Tirstrup Lufthavns arealer og Vejdirektoratets officielle teststrækning ved Gørlev.

På foranledning af Vejdirektoratet er der desuden udarbejdet en forskningsrapport, der undersøger bilisternes orienteringstid ved Longdot sammenlignet med almindelige vejstriber. Rapporten viser, at orienteringstiden – altså den tid man som bilist har til at reagere – øges med omkring 50 procent.

 

Det har stor betydning for trafiksikkerheden, siger Jesper Wraae-Bess.

- To sekunder regnes normalt for den nedre grænse for en forsvarlig orienteringstid. Men når du kører i mørke og vådt føre, er din orienteringstid ved almindelige vejstriber faktisk under to sekunder. Med Longdot kommer orienteringstiden op over tre sekunder. Det betyder, at du får en mindre anstrengt, mere komfortabel og ikke mindst mere sikker kørsel.

Store forventninger

Hos Vejdirektoratet er der store forventninger til Longdot, der allerede bruges som forsøgsafmærkning ved blandt andet vejarbejde. Det fortæller fagprojektleder hos Vejdirektoratet, Kenneth Kjemtrup.

 

- I fremtiden forventer vi især at bruge Longdot til at øge trafiksikkerheden og fremkommeligheden på vores tresporede motorveje. Med de eksisterende vejstribers begrænsede synlighed trækker bilisterne i dag ud til kantlinjen i mørkt og vådt føre, så de bedre kan orientere sig. Resultatet er, at vi ikke udnytter de tre spors kapacitet optimalt. Det går ud over fremkommeligheden og øger risikoen for kødannelser. Med Longdot kan vi fremover få trafikken bedre fordelt. Det vil være til glæde for bilisterne, vejnettet og trafiksikkerheden.

Største revolution i 30 år

Kombinationen af høj synlighed og lav støjgene åbner op for, at vejstriben Longdot kan bruges på motorveje, landeveje og i byområder.

Jesper Wraae-Bess:

- Da vi i Danmark ikke bruger støjende vejmarkering indenfor 150 meter af bebyggelse, er der mange steder lagt almindelige vejstriber, selvom der faktisk er behov for øget synlighed. Med Longdot kan vi i fremtiden øge synligheden i byområder, uden det medfører støjgener. På længere sigt bør Longdot derfor erstatte alle eksisterende vejstriber, siger Jesper Wraae-Bess. Alle, der har været involveret i udviklingen, er enige om, at Longdot er vores fremtidige vejmarkering. Det vil gøre Longdot til den største revolution indenfor kørebaneafmærkning, siden opfindelsen af de rumlende kantstriber for snart 30 år siden.

Om Longdot

Vejstriben Longdot er udviklet i stribeudviklingsgruppen, faciliteret af Vejdirektoratet. Her mødes forskere og fagfolk fra industrien for at udvikle, kvalificere og teste nye tiltag og idéer indenfor kørebaneafmærkning i Danmark. Testes i øjeblikket på Vejdirektoratets officielle teststrækning ved Gørlev. Ventes at opnå en nordisk certificeringsordning i sommeren 2019. Herefter kan vejstriberne udlægges på hele vejnettet.

Læst i alt:

48 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage