UddannelseIconIcon

8. marts 2019 - 02:35

Ny AMU-uddannelse om få måneder

Ny AMU-uddannelse om få måneder

Tradium underviser blandt andet i sikker kørsel på den tidligere racerbane Ring Djursland, der ligger lige uden for undervisningslokalerne ved Kolind på Djursland.

Af Claus Warncke

-

claus@dtmedier.dk

8. marts 2019 - 02:35

Tradium Ring Djursland håber på ny godkendt masterdriver-uddannelse om få måneder.

Konsulent Niels Erik Nielsen, Tradium Ring Djursland, har netop afsluttet et nyt spændende pilotprojekt i tæt samarbejde med transportvirksomheden Frode Laursen, der har hovedkvarter i Vitten ved Hadsten i Østjylland.

Tradium Ring Djursland har således uddannet de første to hold på hver 14 nye masterdrivere. Chauffører der fremover fungerer som kontakt- og støttepersoner i forhold til nye kolleger, der ansættes med henblik på chaufførjob.

 

Bedre integration

De nye masterdrivere, der til dagligt arbejder som chauffører hos Frode Laursen, skal således understøtte arbejdet med at rekruttere, integrere og dermed fastholde nye chaufførkolleger i den store virksomhed.

 

- Men samtidigt har masterdrivere også en væsentlig rolle, hvis transportvirksomheder skal have en lykkelig skilsmisse fra nogle af deres chaufførkandidater. Det kan jo også – i nogle tilfælde – være det bedste, hvis virksomheden og kandidaten bliver enige om, at de ikke har et godt match, fortsætter Niels Erik Nielsen til Vognmandens Fagblad.

Grønt lys

Nu er målet hos Tradium Ring Djursland, at TUR, Transporterhvervets Uddannelser, ser gode muligheder for den nye uddannelse og godkender dens faglige indhold som en forløber for, at undervisningsminister Merete Riisager (Liberal Alliance) giver endeligt og officielt grønt lys til den nye uddannelse. Et grønt lys som Tradium håber på at have i hus om få måneder.

 

- Vi skal lave et produkt, der gør en forskel. Vi har allerede en mentoruddannelse på EUD (erhvervsuddannelse efter Folkeskolen). Når det handler om en bedre rekruttering til transportbranchen, så handler det blandt andet om at fokusere på dem, der har flair for at arbejde med transport. Og knap så meget på kandidaternes alder. Derfor har vi brug for en ekstra uddannelse i form af vores nye uddannelse til masterdriver.

Økonomiske og sociale fordele

Tradium Ring Djursland peger på både økonomiske og sociale fordele ved at tilknytte én eller flere masterdrivere til en transportvirksomhed.

 

- Nye uerfarne chauffører kan være ensbetydende med flere buler i eksempelvis lastbilen eller bussen i en vis periode, indtil den eller de nye medarbejdere er mere rutinerede. Her fokuserer masterdriveren på at støtte den nye kollega, så denne hurtigst muligt får ro og rutine på jobbet – og udgifter til skader minimeres. Samtidigt er der den sociale del af opgaven, hvor masterdriveren er med til at integrere den eller de nye kolleger hurtigere på arbejdspladsen, tilføjer konsulent Niels Erik Nielsen, Tradium Ring Djursland.

 

Han peger samtidigt på, at netop en ensartet vurdering af potentielle nye fastansatte chaufførkolleger er et væsentligt element, når transportvirksomheder vælger at sende dygtige, rutinerede og respekterede chauffører på den fem dage lange efteruddannelse til masterdriver.

Læst i alt:

109 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage