UddannelseIconIcon

2. november 2018 - 02:21

AMU-kursus på arabisk vej til flere lastbilchauffører

AMU-kursus på arabisk vej til flere lastbilchauffører

Bo Bay Hougaard.

AMU-kursus på arabisk vej til flere lastbilchauffører

Af Redaktionen

2. november 2018 - 02:21

Dekra starter AMU-kursus til lastbilchauffør med arabisk talende underviser, dansk talende kørelærere og teorimateriale på dansk.

Selv om de kan havde gode danskkundskaber i det daglige, afholder mange nydanskere med arabisk baggrund sig fra at tage lastbilkørekort, når undervisningen i det til tider tekniske stof foregår på dansk.

Derfor har Danmarks største private uddannelsesinstitution på transportområdet, DEKRA, startet et AMU-kursus til lastbilkørekort på arabisk i sin afdeling i Brøndby, Dekra Hovedstaden, melder institutionen.

 

Det er alene den gennemgående underviser på kurset, der vil tale arabisk. Kørelærerne vil tale dansk, og undervisningsmaterialerne er på dansk.

Styrke jobmuligheder

- Derfor giver kurset stadig mulighed for at styrke kursisternes danskkundskaber, og det vil efter min vurdering også styrke kursisternes jobmuligheder i transportbranchen, siger direktør i Dekra Hovedstaden, Bo Bay Hougaard.

Den afsluttende køreprøve til lastbilkørekort foregår på dansk, men kursisten kan mod egenbetaling få en dansk-arabisk tolk med i lastbilen til køreprøven.

 

Stor fordel

- Målsætningen er, at kursisterne får det størst mulige kursusudbytte. Når underviseren både kan tale arabisk og dansk, kan vi optimere indlæringen hos kursister, som ikke er 100 procent fortrolige med dansk. Det kan for eksempel være svært at følge med i den tekniske undervisning, hvis kursisten kun er 80 procent flydende i dansk. Derfor ser vi undervisning på arabisk som en stor fordel, siger Bo Bay Hougaard.

EU-stof sværest

Den danske færdselslov er forholdsvis nem at formidle på arabisk, mener læreren, der underviser på arabisk, Abdalla Hassouneh.

 

- Det er næsten det samme, som kursisterne kan i forvejen. Der kan være nogle danske forhold om fodgængere og cyklister, kursisterne ikke har været vant til, men som de har lært i forbindelse med kategori B. Det sværeste er EU-delen, fordi der er mange nye emner, der er ukendt stof for de mange. Der kan også være behov for at forklare nogle sociale, økonomiske, lovmæssige eller historiske aspekter som arbejdsmiljøloven og overenskomster, og så er fagudtryk som ’overfaldssurring’ og ’akseltryk’ mm. ikke så udbredt i daglig arabisk tale, siger Abdalla Hassouneh.

God mulighed

For kursist Mohamed Okab Alokla er Dekras AMU-kursus med undervisning på arabisk en god mulighed for at komme tilbage i chaufførerhvervet.

 

- Jeg har tidligere været chauffør, og nu får jeg bedre muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet og køre som lastbilchauffør, selv om mit danske ikke ligger helt i toppen. Det er det, jeg gerne vil, siger han.

Dekra driver AMU-centre på transportområdet i hele landet. Bliver undervisningen på arabisk i Brøndby en succes, vil konceptet efter behov blive udbredt til andre regioner.

Læst i alt:

54 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage