SikkerhedIconIcon

25. oktober 2019 - 02:35

Ulykker: Stor forskel på politikredse

Ulykker: Stor forskel på politikredse

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Af Redaktionen

25. oktober 2019 - 02:35

3458 personer skadet eller dræbt i trafikulykker sidste år.

I Danmark blev 3.458 personer dræbt eller kom til skade i en trafikulykke i 2018. Der er store forskelle i ulykkesbilledet, når man sammenligner landets politikredse med hinanden.

 

- Der er mange regionale forskelle, som kan spille ind på ulykkestallene. I byerne er der f.eks. mange lette trafikanter og mange krydsningspunkter mellem trafikanterne. Der er stor forskel på infrastrukturen i politikredsene som også har indflydelse på, hvordan ulykkestallene ser ud. Det kan være en væsentlig faktor, hvor meget landevej der blandt andet er i kredsen. Vejdirektoratets rapport giver kommuner og politi et overblik over, hvordan udviklingen ser ud hos dem, og hvilke områder de bør være opmærksomme på, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.

Flest ulykker pr. indbygger i Nordjylland

I 2018 havde Nordjyllands politikreds flest ulykker med dræbte og tilskadekomne i forhold til indbyggerantallet, nemlig 8,5 ulykker med personskade pr. 10.000 indbyggere.

Københavns Vestegn havde færrest ulykker med 3,03 ulykker med personskade pr. 10.000 indbyggere.

 

Ulykker i landzoner er ofte mere alvorlige end ulykker i byerne. Det skyldes primært, at farten er højere på lande- og motorveje. Til gengæld er der mere trafik og flere trafikanter at holde øje med i byerne, og derfor ses der ofte flere ulykker med cyklister og fodgængere på byvejene. I 2018 blev 122 dræbt i trafikken i landzone, mens 50 personer blev dræbt i bytrafik.

 

Bilister udgør en stor andel af trafikken uden for byerne, og to tredjedele af de dræbte og tilskadekomne i landzonen var da også bilister i 2018. I byerne er billedet modsat. Her udgør de lette trafikanter – cyklister, fodgængere og knallert 30-kørere – mere end to tredjedele af de dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Positiv udvikling

I Hillerød Kommune er antallet af dræbte og tilskadekomne faldet de seneste to år.

 

- Vi har de seneste år afsluttet en lang række cykelstiprojekter langs landeveje mellem vores øvrige bysamfund og Hillerød By og i selve byen. Det øger trafiksikkerhed og tryghed, og indsatsen fortsætter i de kommende år. Senest har vi foretaget sanering og forenkling af hastighedsskiltning samt prioriteret færdselskampagner højt, siger Ivan Christensen, sektionsleder i Trafik, Vej og Park, om Hillerød Kommunes trafiksikkerhedsindsats.

 

Flest spritulykker på Fyn

Der var flest spiritusrelaterede ulykker med personskade i Fyns Politikreds i 2018. Andelen udgjorde her 19 pct. af alle ulykker med dræbte og tilskadekomne. Den laveste andel af spiritusrelaterede personskadeulykker var i Københavns Vestegns Politikreds med en andel på 6 pct.

 

I alt mistede 32 personer livet, og 364 kom til skade i en spiritusulykke i 2018. Det er et lidt lavere antal dræbte og et lidt højere antal tilskadekomne end året før.

Læst i alt:

104 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage