OrganisationerIconIcon

6. september 2019 - 02:20

Skive Køletransport: Ny aftale om jobservice

Skive Køletransport: Ny aftale om jobservice

Fra venstre ses arbejdsmarkedsdirektør Anders Daugberg Stryhn, Arbejdskontor Midt-Nord, direktør Anders Mikael Christensen, Skive Køletransport, og Edin Hajder, formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse, Mariagerfjord Kommune.

Af Redaktionen

6. september 2019 - 02:20

20 nye lastbiler og 61 nye køletrailere øger behov for flere chauffører.

Skive Køletransport, med hovedkvarter ved Hobro, vokser markant – og arbejder for på at ansætte flere chauffører. Virksomheden har derfor indgået en landsdækkende serviceaftale med Jobservice Danmark og fem jobcentre.

 

Skive Køletransport kører ud fra terminaler i Hobro, Vejle, Padborg og Ringsted. Med aftalen om jobservice indgår transportvirksomheden et strategisk samarbejde med jobcentrene i de pågældende områder samt Jobcenter Aalborg grundet dets størrelse og hurtige adgang til Hobro.

 

På forkant

Fælles for jobcentrene er, at de alle har formaliseret samarbejde med omkringliggende jobcentre, hvilket genererer et stort geografisk område at rekruttere kandidater fra.

 

Anders Mikael Christensen, direktør i Skive Køletransport:

- Vi udvider flåden med 20 nye lastbiler og 61 nye køletrailere i løbet af efteråret 2019 og foråret 2020 og har derfor behov for flere chauffører til vores virksomhed. Det er derfor helt afgørende for os at indgå en jobserviceaftale for hjælp til at løse den udfordring, vi står overfor lige nu - og ikke mindst for at være på forkant med den videre udvikling og sikring af fremtidig arbejdskraft.

Bygger bro

I samarbejde med jobcentrene leverer Jobservice Danmark en koordineret service til virksomheder på tværs af hele beskæftigelsessystemet. Det kan for eksempel være i samarbejde med a-kasser og uddannelsesinstitutioner.

 

- Jobservice Danmark er et supplement til jobcentrenes virksomhedsindsats, når der opstår vanskelige situationer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Med jobserviceaftalen er Skive Køletransport sikret én overordnet tovholder fra jobcenteret, svar på henvendelser indenfor én arbejdsdag, udsøgning og screening af relevante kandidater inden for tre arbejdsdage og en skriftlig aftale om relevant uddannelsesforløb for kandidaterne inden for 21 dage, siger arbejdsmarkedsdirektør Anders Daugberg Stryhn fra Arbejdskontor Midt-Nord.

Store forventninger

Jobcenter Mariagerfjord er hovedtovholder på serviceaftalen, da Skive Køletransport har sit hovedkontor i Hobro og tidligere har arbejdet sammen med jobcenteret.

 

Edin Hajder (S), formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune, er begejstret for jobserviceaftalen:

- Aftalen vil skabe en mindre ressourcekrævende rekrutteringsproces for alle parter, fordi vi står sammen om at løse udfordringerne. Samtidig giver aftalen mulighed for, at borgere fra ledighedskøen kan få en ny chance på arbejdsmarkedet, og jobcentrene fremstår mere professionelle hos både borgere og virksomheder, fordi indsatsen er sat i system.

Jobserviceaftalen fortsætter på ubestemt tid, så længe Skive Køletransport har et behov for rekruttering af nye medarbejdere.

Læst i alt:

308 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage