ØkonomiIconIcon

16. august 2019 - 02:28

Forventninger til vækst på laveste niveau i fem år

Forventninger til vækst på laveste niveau i fem år

Søren Ørjan Jensen, partner i PwC og ekspert i transport- og logistikbranchen.

Af Redaktionen

16. august 2019 - 02:28

PwC klar med CEO Survey 2019 inden for transport og logistik.

Nye teknologier og måder at udnytte digitaliseringen på præger for alvor transport- og logistikbranchen, melder PwC. Innovationshastigheden og den usikkerhed, den medfører - inklusive truslen fra nye konkurrenter - kan være en af årsagerne til, at topledernes forventninger til vækst i egen virksomhed er på sit laveste i fem år.

Det viser PwC's CEO Survey 2019 inden for transport og logistik.

 

PwC's 22. årlige Global CEO Survey viser, at kun 29 procent af toplederne i transport- og logistikbranchen i år tror på vækst i egen virksomhed. Til sammenligning var det 45 procent sidste år.

Bekymrede

”Toplederne inden for transport og logistik er uden tvivl bekymrede for den geopolitisk uro og uventede politiske beslutninger, der i en årrække har udfordret erhvervslivet, og det smitter nu af på deres forventninger til væksten i egen virksomhed,” fortæller Søren Ørjan Jensen, partner i PwC og ekspert i transport- og logistikbranchen.

 

Den faldende tro på vækst kan - foruden global usikkerhed - skyldes den digitale innovation, som både byder på udfordringer og muligheder for transport- og logistikbranchen i disse år.

 

”Aktørerne på markedet inden for transport og logistik, og herunder særligt startups, har i høj grad fået øjnene op for ny teknologi og måder at optimere og effektivisere processerne i forretningen på. Det er bl.a. teknologier, som automatiserer planlægningen og papirarbejdet eller konsoliderer leverancer på tværs af flere afsendere. Et eksempel er on-demand trucking, som gør det muligt for en chauffør at påtage sig leveringen af andre forsendelser, som er i netop det område, han selv kører i,” fortsætter Søren Ørjan Jensen.

Fornyelse og nytænkning

Den øgede digitale aktivitet og innovation i transport- og logistikbranchen kommer i høj grad til udtryk gennem en lang række startups, nye apps og venturekapital, og det påvirker branchen. Det er derfor afgørende, at toplederne i branchen er parate til at digitalisere strukturer og processer for at følge med konkurrenterne:

 

”Toplederne i branchen bør sætte fokus på, hvordan de konkret kan transformere deres forretningsmodeller, hvis ikke de allerede er digitale. Hvis ikke de kommer på højde med den digitale udvikling, kan det blive meget svært at klare sig i branchen om ganske få år, da udviklingen går meget hurtig,” siger Søren Ørjan Jensen.

 

Stort potentiale i Blockchain

En relativt ny teknologi, der ifølge PwC har et betydeligt potentiale for transport- og logistikbranchen, er blockchain. Denne kan øge både effektiviteten og fortjenesten ved at imødekomme flaskehalse i transport- og logistik-processerne, der ellers kan opstå på grund af manglende gennemsigtighed og bureaukrati:

 

”En udfordring i transport- og logistikbranchen er ofte at finde de nøjagtige placeringer af forsendelser, der er undervejs, hvilket gør det svært at optimere planlægning af leverancer eller give garanterede og specifikke leveringstider til kunden. Desuden følger en masse papirarbejde og dokumenter, som - hvis der opstår problemer i håndtering og arkivering af disse - kan forsinke en forsendelse flere dage,” fortæller Søren Ørjan Jensen og fortsætter:

”Et blockchain-logistikprogram har potentialet til at eliminere de fleste af disse flaskehalse, fordi det kan tjene som en krypteret digital platform, der sporer forsendelsernes bevægelser fra lager til kunde og knytter dokumentation direkte til forsendelsen, når den ankommer til destinationen. Derudover kan blockchain automatisere processen med at styre toldprotokoller og betaling til underleverandører.”

 

Talenter er altafgørende

For at kunne gribe momentum og være digital innovativ er der behov for de rette talenter til at løfte denne opgave for virksomhederne. Dette er en udfordring i branchen lige nu, hvor over halvdelen (55 procent) af toplederne angiver at være bekymrede for, at kompetencegabet forhindrer dem i at udvikle sig innovativt:

 

”Mens 53 procent af toplederne angiver, at har problemer med at opnå deres vækstmål på grund af mangel på de rette medarbejdere, angiver 49 procent, at samme problem forhindrer dem i at opsøge nye markedsmuligheder. Partnerskaber eller alliancer, der forbinder de etablerede virksomheder med startups og innovative teknologiideer, kan være en måde at rekruttere talenter på. Samtidig kan dette skabe grobund for implementeringen af den teknologi, der gør det muligt at følge med udviklingen i branchen og forbedre ydelser og services,” udtaler Søren Ørjan Jensen.

Om undersøgelsen

I PwC's 22. CEO Survey blev der gennemført 3.200 interviews med administrerende direktører i over 90 lande i løbet af det sidste kvartal af 2018. Der var 143 respondenter fra transport- og logistikbranchen, og 14 % af disse rapporterede en årlig omsætning på over 1 mia. USD, hvoraf omsætningen hos 2 procent af disse oversteg 10 mia. USD.

Læst i alt:

187 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage