LastbilerIconIcon

27. september 2019 - 02:30

Stigende lastbiltrafik

Stigende lastbiltrafik

Af Redaktionen

27. september 2019 - 02:30

Sidste år steg kørslen med lastbiler generelt med 1,7 procent, dog 3 procent på motorveje.

 

Lastbilerne fylder mere og mere på vejene, formentligt som følge af den økonomiske vækst og et øget forbrug i samfundet.  

 

Sidste år steg kørslen med lastbiler herhjemme med 1,7 procent – og på motorvejsnettet med 3 procent. Ses der lidt længere tilbage, er lastbiltrafikken vokset med 13 procent, siden Danmark kørte ud af finanskrisen i slutningen af ’nullerne.’  

Det viser de nyeste tal fra Vejdirektoratet.  

 

40 procent på ti år

Afdelingsleder Kasper Rosenstand, Vejdirektoratet:

- Vi kan især se en stigning i de internationale vejgodstransporter, altså dem der kører ind over grænsen i Sønderjylland, over Øresundsbroen og kommer med færgeruterne over Øresund og Femern. Her steg antallet af lastbiler med 4,8 procent i 2018 i forhold til året før.

I konkrete tal betyder det, at der i gennemsnit kørte godt 6.400 lastbiler ind i Danmark hver eneste dag sidste år. Det er et historisk højt tal – og en stigning på omkring 40 procent på 10 år.  

Udviklingen er et spejl af, at det går godt med den økonomiske aktivitet i samfundet. Mere gods transporteres nemlig mellem lande og sætter vejnettet under pres, især motorvejene da den internationale godstrafik kører ad de store transportkorridorer.  

Plus 2 procent i 1. halvår

Udviklingen er fortsat i 1. halvdel af 2019. De nyeste tællinger fra grænseovergangen ved E45 Frøslev viser, at lastbiltrafikken i de første seks måneder af året voksede med cirka 2 procent, sammenholdt med 2018. På Øresundsbroen blev der i samme periode registreret en vækst i lastbiltrafikken på 3,3 procent.  

 

Kasper Rosenstand:

- Grundlæggende er det jo positivt, at lastbiltrafikken vokser, fordi det er et tegn på, at økonomien er i fremgang, både nationalt og internationalt. Dog er det også er en udfordring, fordi det stigende antal lastbiler øger presset på et vejnet, der i forvejen skal håndtere en stadig stigende persontrafik.

 

For at afhjælpe denne udvikling har Vejdirektoratet i disse år stor fokus på at udnytte kapaciteten på vejnettet bedst muligt og hjælpe alle trafikanterne – både lastbilchauffører og bilister – nemmest gennem den stigende trængsel.  

Hurtigere rydning

- Vi kan ikke trylle det øgede pres på vejene væk. Men vi er bevidste om, at vi har en stor opgave med at få trafikken til at glide bedst muligt, ikke mindst på det overordnede vejnet. Og den opgave arbejder vi med på forskellige fronter. For eksempel afprøver vi i denne tid forskellige metoder til at rydde vejene bedre og hurtigere efter uheld, ligesom vi hele tiden bestræber os på at give den mest præcise og relevante trafikinformation. Derudover benytter vi os også jævnligt af kampagner og andre kommunikationsredskaber, når det er relevant, tilføjer Kasper Rosenstand.

Læst i alt:

134 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage