ITD - Brancheorganisation for den danske vejgodstransportIconIcon

29. maj 2018 - 02:53

ITD: Trist PostNord-afgørelse

ITD: Trist PostNord-afgørelse

Carina Christensen, adm. direktør, ITD.

Af Redaktionen

29. maj 2018 - 02:53

EU-Kommission godkender, at den danske stat støtter Post Danmark med omkring 1,2 mia. kr.

Brancheorganisationen ITD melder, at det er en trist dag for transport- og logistikbranchen. EU-Kommissionen har således godkendt, at den danske stat gerne må skyde omkring 1,2 milliarder kroner i Post Danmark mellem 2017 og 2019 til varetagelse af postbefordringspligten.

 

Derimod har EU-Kommissionen endnu ikke taget stilling til, om tidligere tilført kapital til selskabet, momsfritagelsen, statsgarantien og kompensation for tjenestemandsforpligtelser kan betragtes som ulovlig statsstøtte.

Dermed er ITD’s klage til EU-Kommissionen endnu ikke afsluttet. Nu vil ITD gennemgå Kommissionens argumenter og adressere de resterende klagepunkter.

Klagede i november 2017

ITD indgav i november 2017 en officiel klage til EU-Kommissionen over den påtænkte statsstøtte fra den danske og den svenske stat til Post Danmark. ITD’s klage omhandlede blandt andet overkompensation til afskedigelse af tjenestemænd i Post Danmark samt kapitaltilskud til den befordringspligtige del og til dækning af PostNords løbende underskud.

 

Herudover klagede ITD over tidligere tildelt støtte til Post Danmark i form af statsgaranti til omkostninger for afskedigelse af tjenestemænd, Post Danmarks tidligere momsfritagelse, flere kapitalindskud fra PostNord til Post Danmark, en statsgaranti samt krydssubsidiering på grundlag af, at omkostninger for befordringsforpligtelse og konkurrenceudsatte aktiviteter ikke var fordelt korrekt.

Lukreret for længe

ITD betragter Post Nord Danmark som en virksomhed, der i al for lang tid har lukreret på offentlige tilskud i direkte konkurrence med de private vognmænd på markedet. Det er unfair konkurrence, som de private aktører ikke kan hamle op med.

 

Nu har EU-Kommissionen truffet afgørelse i den del af klagen, som omhandler kompensation for postbefordringspligten, og i afgørelsen lyder det, at den kompensation, som staten yder til Post Danmark ikke overstiger befordringspligtens nettoomkostninger. Dermed er der ikke tale om overkompensation, og støtten er forenelig med EU’s statsstøtteregler, konkluderer kommissionen.

Til Domstolen?

- I ITD noterer vi os naturligvis, at Kommissionen i dag har givet grønt lys for, at der gives statsstøtte til at varetage postbefordringspligten. Det er en afgørelse, som vi foreløbig tager til efterretning. Sammen med vores advokater vil vi nu gennemgå Kommissionens argumenter grundigt og vurdere, om ITD vil tage sagen videre til domstolen, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

EU-Kommissionen har endnu ikke afgjort sidste del af ITD’s klage, og det er altså endnu ikke afklaret, hvorvidt de øvrige kapitaloverførsler til Post Danmark er i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler og hvorvidt de andre støtteforanstaltninger, som ITD har klaget over, kan godkendes. Dermed fortsætter sagen i Kommissionen.

Alvorlig sag

Carina Christensen tilføjer:

 

- Denne sag er et alvorligt anliggende for vores medlemsvirksomheder, der befinder sig i en utrolig hård konkurrencesituation. Men, vi glæder os over, at Kommissionen har fundet grundlag for at gå videre med den del af vores klage, som vedrører tidligere tildelt statsstøtte i form af kapitaltilskud til Post Danmark. Det er en klar udmelding fra Kommissionen om, at de tager vores klage alvorligt. Når det er sagt, er det klart, at vi i ITD vil adressere de udestående klagepunkter; momsfritagelse, statsgaranti og afskedigelse af tjenestemænd. Kommissionens afgørelse på disse punkter vil få stor betydning for de danske transportvirksomheder, og derfor har sagen fortsat meget høj prioritet for ITD.

Læst i alt:

48 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage