BrændstofIconIcon

8. november 2019 - 02:45

YX først med HVO-diesel på dansk truckanlæg

YX først med HVO-diesel på dansk truckanlæg

Michael B. Hansen, COO hos YX Erhverv.

Af Redaktionen

8. november 2019 - 02:45

Ishøj huser Danmarks første trucktank med klimavenligt bio-diesel.

YX Erhvervs kunder kan nu - som de første i landet - tanke mere klimarigtigt. YX Erhverv har således netop lanceret Bio100 HVO-diesel på truckanlægget Industribuen 19 i Ishøj, hvor Scania Danmark også har hovedkvarter.

Det har været oplagt at vælge netop den adresse, da Scania også er langt i koncernens grønne omstilling. YX Erhverv forventer, at flere anlæg følger med, såfremt kunderne efterspørger det.

 

HVO (Hydrotreated Vegetable Oil) er et fuldstændigt fornybart diesel-alternativ, der baseres på vegetabilske olier, animalsk fedt eller restprodukter fra blandt andet skov- og fødevareindustrien. Bio100 HVO Diesel fra YX kan give en CO2-besparelse på mellem 50 og 70 procent i forhold til fossil diesel og er ikke baseret på palmeolie.

Medansvar for klimaet

- Transport- og oliebranchen har en stor indflydelse på vores samfund. Vi er alle sammen meget afhængige af at få leveret varer hele året rundt på tværs af byer og landegrænser. Det sørger chauffører og vognmænd for, og de er dybt uundværlige for samfundet. Når det er sagt, så er det klart, at vi alle har et medansvar for klimaet og for at gøre, hvad vi kan, for at begrænse CO2-udledningen. Her er Bio100 HVO Diesel et skridt i den rigtige retning, siger Michael B. Hansen, COO hos YX Erhverv.

 

Han fortsætter:

- Vi følger den teknologiske udvikling og lytter altid til vores kunders ønsker. De er kernen i alle de beslutninger, vi træffer. Flere og flere vognmænd kigger på deres CO2-aftryk, og hvad de kan gøre for at reducere CO2-udledningen. Derfor er vi også glade for i dag at kunne tilbyde Bio100 HVO Diesel på truckanlægget i Ishøj som de første i Danmark.

HVO-pris modnes

Vognmændene kan bruge Bio100 HVO Diesel i deres nyere lastbiler, men i Danmark koster den cirka 6 kr. mere pr. liter end den ordinære diesel. Prisen er ikke moden endnu, men det kommer, mener Michael B. Hansen:

 

- Der er stort fokus på den grønne omstilling, og interessen hos vognmændene er stor. Grundet afgiftsstruktur og udbud er Bio100 HVO Diesel noget dyrere end den ordinære diesel. Jeg tror på, at prisen på Bio100 HVO Diesel bliver mere attraktiv over de næste år med flere leverandører, og derfor vil vi også følge vores kunders ønske og gradvist udbrede Bio100 HVO Diesel i Danmark.

Om YX Erhverv

Specialist i olie til erhverv (bulk) og transport (YX Truck).

Del af YX Danmark A/S, som desuden består af YX Landbrug og YX Fyringsolie. YX Danmark A/S er en del af Reitangruppen, som desuden ejer Uno-X, Rema 1000 og 7-Eleven.

Læst i alt:

292 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage