BrændstofIconIcon

2. april 2019 - 02:37

Lastbiler: Høje afgifter bremser sønderjysk biogas

Lastbiler: Høje afgifter bremser sønderjysk biogas

Padborg Transportcenter vil gerne være sønderjysk centrum for tankning af naturgas på lastbiler.

Lastbiler: Høje afgifter bremser sønderjysk biogas

Ivecos bud på mere miljøvenlig vejgodstransport - en Iveco Stralis med flydende gas i brændstoftanken.

Af Redaktionen

2. april 2019 - 02:37

Sønderjylland kan blive centrum for grøn lastbiltransport.

Hvis transportbranchen for alvor skal bidrage til den grønne omstilling, skal der biogas i lastbilernes brændstoftanke. Og med en kæmpe biogasproduktion og titusindvis af lastbiloptankninger kan Sønderjylland blive et centrum for grøn lastbiltransport.

 

Det mener to af landsdelens mest betydende erhverv, landbruget og transportbranchen, der begge ønsker at fremme den udvikling. Men der er flere barrierer, som blokerer for denne udvikling og som de to brancher og det øvrige sønderjyske erhvervsliv, der repræsenteret i UdviklingsRåd Sønderjylland (URS), vil have politikerne til at gøre noget ved.

Det kom frem, da URS havde dialogmøde med en række syd- og sønderjyske folketingspolitikere i Aabenraa i sidste måned.

 

- I URS arbejder vi fokuseret på at styrke de sønderjyske virksomheders muligheder som leverandører til den grønne omstilling. Men i løbet af dialogmødet tror jeg, de fleste af mødedeltagerne fik en erkendelse af, at Danmark og Sønderjylland risikerer at sakke agterud med den grønne omstilling i transportbranchen, hvis ikke der gøres noget snart, siger formand for UdviklingsRåd Sønderjylland, Leif Friis Jørgensen, der er direktør i Naturmælk.

Europa rykker – Danmark bremser

Problemet er todelt: I Danmark gør de høje afgifter på biogas samt et midlertidigt stop for støtte til etablering af biogasanlæg, at Danmark sakker bagud på området.

 

Samtidig er brugen af gas i lastbiler i resten af Europa steget kraftigt de senere år, fordi prisen på gas efterhånden kan konkurrere med diesel. Den europæiske transportbranche ser samtidig naturgas og biogas i lastbiler som en del af bidraget til at komme i mål med den grønne omstilling.

Det er i første omgang naturgas som vækster voldsomt i transportbranchen i Tyskland og Holland. Men den stigende produktion af biogas vil gradvist fortrænge naturgas i brændstoftankene på Europas lastbiler: CO2-regnskabet blive endnu bedre i takt med, at efterspørgslen på biogas til lastbiler stiger.

Statskassen taber brændstofafgifter

De høje danske afgifter, og stoppet for støtte til etablering af biogasanlæg i Danmark, kan imidlertid få denne grønne vækst til at køre uden om Danmark.

 

Og det bekymrer Finn Sørensen, direktør i Padborg Transportcenter:

- Der bygges gastankstationer ude i Europa med støtte fra EU, og de store lastbilproducenter følger op med gasdrevne biler. Det er fordi, gas på kort sigt er den eneste mulighed, da el-drift kræver for store tunge batterier og brint er for svært at håndtere endnu. I Danmark vil vognmændene også rigtig gerne køre på gas og biogas. Derfor håber vi, at politikerne vil se på afgiftsstrukturen i Danmark, så vi kan nærme os en gaspris, der matcher dieselprisen. Ellers vil tankningen fremover ske syd for grænsen. Og da Padborg er Nordeuropas 3. største dieseltankningssted, vil den danske stat skulle vinke farvel til store afgiftsindtægter i takt med at biogassen vinder indpas. Hvis altså ikke der gøres noget, siger Finn Sørensen.

Stort sønderjysk potentiale for biogas

Netop i Sønderjylland har man et stort potentiale for både at skabe grøn forretning og bidrage til den grønne omstilling gennem biogasanlæg.

 

- I landsdelen er der udvidelsesplaner hos eksempelvis Sønderjysk Biogas i Bevtoft, samt nye anlæg under etablering i Sønderborg, Tønder og Aabenraa. Hvis støttestoppet fra sidste måned fastholdes, skal der kigges på andre muligheder i udmøntningen af energiforliget, så det fortsat er rentabelt at udvikle og etablere biogasanlæg. Det har vi i Sønderjysk Landbrugsråd flere konkrete forslag til, siger Jørgen Popp Petersen, formand for Sønderjyske Landbrugsråd og medlem af URS.

 

UdviklingsRåd Sønderjylland (URS) gennemfører løbende dialogmøder med de syd- og sønderjyske folketingspolitikere, hvor aktuelle emner der har landsdelens interesse tages op til en uformel dialog.

Læst i alt:

505 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage