BrændstofIconIcon

4. januar 2019 - 02:40

Første Scania med bioethanol-motor

Første Scania med bioethanol-motor

Af Redaktionen

4. januar 2019 - 02:40

Lantmännen Agroetanol første kunde til ny grønnere Scania.

Meget passende leveres den første Scania-lastvogn, udstyret med Scanias nye 13-liters bioethanolmotor, til Lantmännen Agroetanol, der driver det største bioraffinaderi i Norden.

Lastbilen med 410 hk bruges af transportvirksomheden Josef Lindberg i Sandarne, der kører med transporter fra Lantmännen i Gävle til kunder i Midtsverige.

 

Den nye bioethanolmotor leverer 2.150 Nm, hvilket er på linje med den tilsvarende dieselmotor, og brændstofforbruget er også på linje med en konventionel dieselmotor. Den fungerer med kompressionstænding (som en tilsvarende dieselmotor), hvilket bidrager til god brændstoføkonomi og reducerer behovet for ændringer af hardwaren.

Minus 90 procent CO2-udslip

De største ændringer på motortypen omfatter brændstofindsprøjtningen samt cylinderne, der er blevet ændret for at opnå højere kompression. Den bruger den samme SCR-efterbehandling, som Scania anvender til næsten alle sine Euro 6-motorer.

Ved at bruge ED95-brændstoffet til tunge køretøjer (95 procent bioethanol iblandet en lille mængde smørings- og tændingsforbedrende additiv-pakke) reduceres CO2-emissionerne med op til 90 procent. Der er også væsentlig lavere emissioner af kvælstofilte og partikler.

 

Ingen ethanol – endnu?

Scania Danmark fortsætter sin pressemeddelelse således:

 

Desværre har ethanol endnu ikke fundet vej til Danmark som motorbrændstof, og det er synd, for det er et fremragende brændstof. Ethanol er - som andre biobrændstoffer - afgiftsplaget og i særlig svær grad herhjemme, hvor afgiften er baseret på volumen og ikke energiindhold. Det rammer ethanolen særligt hårdt, fordi energi-indholdet er lavere per liter ethanol end per liter dieselolie. Effekten bliver reelt, at man straffes for at anvende ethanol, hvor man burde tilgodeses.

Desuden har ethanolen modvind, fordi nogle tror, at den kun kan produceres på bekostning af fødevareproduktion hvilket er forkert. Ethanol kan produceres som anden generations biobrændstof med anvendelse af restprodukter som eksempelvis halm, strå og træflis.

Læst i alt:

58 gange

|

Læses i øjeblikket af:

1

Kommentar

Mest læste i dag

Mest læste de sidste 7 dage